Hvordan kan teenagere bevare flotte og sunde tænder?
Den bedste måde, hvorpå en teenager kan bevare et flot smil og sunde tænder, er ved at fortsætte med den gode mundhygiejne, som forhåbentlig begyndte allerede i barndommen. Det er derfor vigtigt at:
- børste tænder to gange om dagen med en fluortandpasta for at fjerne plak. Plak er hovedårsagen til huller (karies) og tandkødssygdomme (gingivitis/paradentose).
- bruge tandtråd til at fjerne plak i tandmellemrummene. Hvis plak ikke fjernes dagligt, kan det blive til tandsten - en hård, gul belægning.
- begrænse indtaget af meget sukkerholdig mad - især i form af klæbrige "søde sager".
- få sine tænder undersøgt med regelmæssige mellemrum.
En ren mund vil give dig en rar fornemmelse og hjælper med til, at tænderne kan holde hele livet. Det giver dig også frisk ånde og et flot smil.
Kan teenageren have særlige tandproblemer?
Teenagertiden er præget af den kropslige udvikling og den ofte store fysiske aktivitet. Det er derfor vigtigt at man ved noget om de forhold, der kan påvirke tandsundheden. Gør man det, kan man lettere tage de rigtige beslutninger.
- Tandregulering (Ortodonti) - En del unge får behov for tandregulering på grund af uregelmæssig tandstilling eller uheldig udvikling af kæberne f.eks. i form af udtalt over- eller underbid. Uregelmæssig tandstilling gør det vanskeligere at holde tænderne rene og kan undertiden være årsag til problemer med tyggemuskulaturen. Din tandlæge følger udviklingen af dine tænder og vil fortælle dig om du har behov for tandregulering. Hvis du får tandreguleringsapparatur på dine tænder, skal du være ekstra omhyggelig med mundhygiejnen.
- Tandbeskytter - Hvis du dyrker sport, specielt de mere voldsomme som boksning og ishockey bør du bruge en tandbeskytter. En tandbeskytter dækker typisk tænderne i overkæben og skal blandt andet forebygge brækkede tænder.
- Kost - En god kost har stor betydning for bevarelsen af sunde tænder. Kulhydrater (sukkerstoffer) i mellemmåltider og læskedrikke fremmer dannelsen af plak og dermed syredannelsen, der er årsagen til huller i tænderne. Begræns de søde mellemmåltider og husk at hver gang du spiser og drikker noget sødt kan syreangrebet på dine tænder vare helt op til 20 minutter. Spis en ernæringsmæssig rigtig sammensat kost og er der behov for et mellemmåltid vælg så f. eks. ost, rå grøntsager, yoghurt naturel eller frisk frugt.
- Rygning - Hvis du ikke ryger, bruger snus elle skrå, så lad være med at begynde på det. Rygning er sundhedsfarligt. Rygning kan desuden være årsag til misfarvning af dine tænder og den friske ånde forsvinder. På længere sigt øger brug af tobak risikoen for udviklingen af tandkødssygdomme og kræft i munden. Tandlægen kan i de fleste tilfælde se både på tænder og slimhinden i munden, hvis der ryges. Du må forvente, at tandlægen taler om din rygning, og at du opfordres til at standse med at bruge tobak.
- Piercing i munden - Piercing i mundhulen er forbundet med stor risiko for betændelsestilstande i munden. Yderligere kommer der ikke sjældent alvorlige skader på tænderne, fordi man tygger på metalsmykkerne. Man kan heller ikke se bort fra risikoen for at dele af metalsmykket kommer ned i luftvejene, hvilket kan være livstruende. Piercing i mundhulen er meget uhygiejnisk og bør frarådes.
- Spiseforstyrrelser - Både bulimia (grovædning og efterfølgende opkastning) og anorexi (en unormal angst for at tage på i vægt ofte kombineret med provokerede opkastninger) er alvorlige lidelser. Opkastningerne betyder, at der kommer mavesyre i munden og specielt på tændernes bagsider vil man kunne se, at tandens emalje er gået i opløsning. Det er i et vist omfang muligt at reparere disse skader. Spiseforstyrrelser er tilstande, der kan være livstruende, og som kræver professionel lægelig behandling.
Hvad kan jeg gøre for at få mine tænder til at se hvidere ud?
Grundige rensninger hos tandlægen eller tandplejeren vil fjerne de fleste udvendige misfarvninger, der stammer fra maden eller brugen af tobak. Der findes tandpasta, der er specielt beregnet på at holde tænderne fri for misfarvninger. Hvis misfarvningerne har siddet på tænderne i lang tid kan du ikke selv fjerne dem, men bør få det gjort på en tandklinik.
Sidder misfarvningen inde i tanden vil tandlægen kunne vejlede dig med den mest skånsomme metode til at opnå et godt resultat.