Hvis bakteriebelægninger får lov til at sætte sig på tandoverfladen for længe, kan der udvikles karies/caries. Hver gang man indtager sukker, vil bakterierne danne syre, som vil opløse den hårde emalje. I timerne efter et syreangreb vil mineraler fra spyttet prøve at genopbygge emaljeoverfladen til en intakt emalje. Såfremt sukkerindtaget bliver for hyppigt eller bakteriebelægningerne for tykke, kan genopbygningen ikke holde trit med opløsningen og resultatet er et begyndende kariesangreb.
Såfremt det begyndende kariesangreb ikke behandles med i tide med effektiv fjernelse af bakteriebelægninger og fluor vil emaljeoverfladen ”falde sammen” og et mikroskopisk krater dannes. Dette kaldes populært for et hul. Huller kan opstå forskellige steder på tanden:
Karies/Caries udvikler sig hyppigst på kindtændernes tyggeflader, på tandfladerne mellem tænderne og langs tandkødsranden.
Det er vigtigt at behandle begyndende kariesangreb, så de ikke får lov at udvikle sig. Begyndende kariesangreb behandles med grundig fjernelse af bakteriebelægninger suppleret med lokal fluorbehandling. Fluor hjælper spyttes mineraler til at genopbygge den tabte tandsubstans. Det er vigtigt at holde området fri for bakterier med effektiv tandbørstning og brug af tandtråd/tandstikker.
En vis misfarvning af emaljen kan blive et livsvarigt spor efter dette kariesangreb. Det er vigtigt at komme jævnligt til kontrol for at sikre at kariesangrebet ikke udvikler sig.
Har man først fået hul i en tand, skal der ofte laves en fyldning. Formålet er at forhindre hullet i at blive større, men også at genoprette den normale funktion og form. Når tandlægen laver en fyldning, fjernes den syge, ødelagte tandsubstans og området renses, så der kun er sund tandsubstans tilbage. Derefter fyldes hullet med et fyldningsmateriale. Materialer til fyldninger kan bestå af plast, glasionomer, guld og porcelæn.
Plast fås i samme farve som tanden og anvendes derfor i fyldninger som er synlige, f.eks. på fortænder. Plastfyldninger lægges også på små og store kindtænder, især hvor tykketrykket ikke er så stort og hvor der ikke slides så kraftig. Plastfyldninger kan med tiden blive misfarvet af kaffe, te eller tobak.
Glasionomer er et fyldningsmateriale der er velegnet til mælketænder og behandling af rodkaries, fordi det ikke tåler så højt et tyggetryk. Desuden afgiver glasionomer fluor og minimerer risikoen for udvikling af karies.
Porcelæn kan anvendes især som indlæg ved store destruktioner i kindtænderne. Porcelænsindlægget fremstilles på et dentallaboratorium efter et aftryk af tænderne, som tandlægen tager ved første besøg. Ved næste besøg bliver porcelænsindlægget cementeret/limet fast med en speciel lim. Porcelænsindlægget indfarves individuelt så det passer helt til tandens farve.
Forebyggelse af karies kræver god mundhygiejne og gode kostvaner.
![]() | ||
| Hel og sund tand | Karies på et tidligt stadie | Karies på et fremskredent stadium |
QUIZ OM MUNDSUNDHED
Tag vores test om mundsundhed for at få mest muligt ud af din mundplejerutine.
QUIZ OM MUNDSUNDHED
Tag vores test om mundsundhed for at få mest muligt ud af din mundplejerutine.
Denne artikel er beregnet til at fremme kendskabet til og viden om generelle helbredstilstande i munden. Den er ikke beregnet til at erstatte professionel rådgivning, diagnose og behandling. Få altid rådgivning hos din tandlæge eller anden kvalificeret medarbejder i sundhedsvæsenet, hvis du har spørgsmål vedrørende en medicinsk lidelse eller behandling.